Underskriftindsamling for et trygt og sikkert institut for (X)

Oprettet den 04/12-2023

Kære alle medlemmer af X - herunder board, bestyrelse, drift- og ledelse 

Hvis ikke vi som medlemmer af Institut for (X) og i fællesskab rejser os op og forlanger en åben offentlig og modig samtale om psykisk vold, trusler, chikane, aggressioner og forhånelse, så kommer vi aldrig i mål med en tryg bydel. Hvis ikke vi som medlemmer af institut for (X) står sammen og i fællesskab siger højt og tydeligt fra over for utryghedsskabende adfærd, så får vi ikke den trygge bydel vi drømmer om. Det er vigtigt, at vi står sammen og derfor håber vi også at mange af jer vil bakke op og tilslutte jer nedenstående - samt skrive under på denne underskriftindsamling som har til formål at fremme trygheden på (X).

Fælles bekymring

Vi er et fællesskab bestående af medlemmer – og virksomhedsdrivende – på Institut for (X), der heri vil rette en bekymring i kølvandet på den psykiske vold (tilråb, trusler, aggressioner og chikane) et medlem af (X) har udsat Mejse og René (Højskolen for Lys & Hygge) for. Vi er tilmed gjort bekendt med, at det ikke er første gang at det pågældende medlem udviser den slags uacceptabel adfærd over for andre medlemmer af (X). Vi vil derfor gerne slå en tyk streg under, at: Vi accepterer på ingen måde, at den slags utryghedsskabende adfærd finder sted på (X). Vi bliver sammen nødt til at imødegår den slags adfærd og ageren med stor alvor, nultolerance og konsekvens.

Som virksomhedsdrivende og fællesskab er vi kede og vrede over, at board, bestyrelse og daglig ledelse ikke har handlet på en tilstrækkelig måde og hjulpet René & Mejse. Vi synes, at det er under al kritik, at man ikke formår at eksekvere tilstrækkeligt og konsekvent, når det kommer til medlemmer, der udsættes for psykisk vold. Vi kan ikke bare lade dette stå til. Vi bliver nødt til at sige fra over for mennesker, der udsætter andre for psykisk – såvel som fysisk vold.

Medlemmer er definerende for Institut for (X)

Institut for (X) lader sig definere af dets medlemmer (Institut for X, 2023). Vi er således som medlemmer af (X) medbestemmende bidragsydere, når det bl.a. kommer til at definere, forme og retningsgive kulturen og miljøet. Vi har således også et fælles ansvar, når det kommer til at skabe – og bidrage – til en tryg kultur og et trygt miljø. Det kan i lyset af dette ikke passe, at det skal være utrygt at være medlem, drive virksomhed og færdes på institut for (X).

En tryg kultur er betinget af dets medlemmer

For os der er virksomhedsdrivende og til dagligt har gang i kreative, udviklende, innovative, sjove, samskabende, energikrævende arbejdsgange på Institut for (X) er det af stor betydning at miljøet er trygt, og at der er en grundlæggende respekt for hinanden. Det er af betydning, at vi hilser på hinanden og selvsagt ikke møder hinanden med aggressioner, trusler eller tilråb. Vores arbejdsgange og virksomheder er betinget af den kultur og det miljø vi er en del af på (X). Et trygt miljø og en tryg kultur er ligeledes betinget af, at vi behandler hinanden godt, deler ud af os selv, inviterer hinanden ind i projekter, sparrer, inspirerer og hjælper hinanden. Sidst men ikke mindst har energi og overskud til at være virksomme. Vi har derfor en absolut nultolerance over for personer, som udviser truende, intimiderende og aggressiv adfærd – og ikke bidrager positivt til et trygt miljø og en tryghedsskabende kultur på (X).

I fællesskab vil vi som medlemmer – og virksomhedsdrivende – gerne se nedenstående effektueret af jer som board, bestyrelse, drift- og ledelse på Institut for (X):

1)  At I som board, bestyrelse, drift- og ledelse på Institut for (X) er proaktive og handlende, når det kommer til at slå ned over for personer, der udøver psykisk eller fysisk vold. Psykisk vold beskrives jf. Arbejdstilsynet (2023) bl.a. som trusler, der rettes mod personer, deres kære og familie – og deres virke. Derudover beskrives psykisk vold som verbale tilnærmelser, aggressioner og utryghedsskabende adfærd (Arbejdstilsynet, 2023). Med andre ord kan det simpelthen ikke passe, at et medlem som udviser utryghedsskabende og truende adfærd ufortrødent og uden konsekvenser kan være medlem af (X). I skal turde eksekvere og handle konsekvent, når det kommer til medlemmer som udsætter andre for psykisk – såvel som fysisk vold. Ydermere skal I også have nultolerance, når det kommer til personer (uanfægtet om man er medlem eller ej), der ikke kan handle i overensstemmelse med Institut for (X) egne værdier:

2) Vi skal i fællesskab handle NU! Ellers vil det bare være et spørgsmål om tid før lignende episoder gentager sig. Vi mener, at I på vegne af hele fællesskabet – og med opbakning fra fællesskabet bør gøre noget NU! Vi har alle et ansvar og en medvidenhed, der gør os i stand til at sætte en stopper for personers ophold på Institut for (X), hvis personer udsætter andre medlemmer – eller brugere – for trusler, chikane, aggressioner, krænkelser, intimiderende adfærd eller vold.

3) Vi vil have et I – sammen med os – går forrest i at medvirke til et trygt miljø på (X). Vi vil have at ALLE er medvirkende, når det kommer til at skabe en tryg kultur og et trygt fællesskab på Institut for (X). Ydermere vil vi have, at I arbejder for, at vi som virksomhedsdrivende og medlemmer af (X) kan stole på, at I tager vores – og hinandens – sikkerhed, tryghed og fællesskab alvorligt, når det kommer til personer der truer dette.

Afslutningsvis

Så kære alle medlemmer, board, bestyrelse, drift- og ledelse på Institut for X. Nu har vi som fællesskab på (X) delt vores bekymringer og refleksioner med jer. Vi har også bedt jer om at slå hårdt ned, når det kommer til personer – såvel som medlemmer af (X) – der udøver psykisk eller fysisk vold. For vi kan som mennesker, medlemmer – og virksomhedsdrivende – på ingen måde acceptere eller tolerere trusler, chikane, aggressioner og intimiderende adfærd. Vi er af den klare opfattelse, at den slags adfærd på ingen måde hører hjemme i et kulturmiljø – såvel som et arbejdsmiljø. Vi er også af den klare opfattelse, at en sådan adfærd på ingen måde gavner en tryghedsskabende kultur på Institut for (X). 

Med venlig hilsen

Fællesskabet på X

Henvisninger:

Arbejdstilsynet. (3. december 2023). at.dk/regler. Hentet fra AT Vejledninger Vold: https://at.dk/regler/at-vejledninger/vold-d-4-3/

Institut for X. (3. December 2023). Institut for (X). Hentet fra Institut for (X): https://institutforx.dk/

Billede: @institutforx, (3. december 2023). Hentet fra Instagram: https://www.instagram.com/p/C0JWROhMaTE/?utm_source=ig_web_copy_link&igshid=MzRlODBiNWFlZA==  

Luk