Udvikl og bevar Bygaden 28 i Jyllinge (Tidligere Brugs / Fjordmuseum)

Oprettet den 07/02-2017

BYGADEN 28, JYLLINGE - BEVAR OG UDVIKL GRUND OG BYGNINGER TIL ET FANTASTISK STED FOR ALLE. JEG SKRIVER UNDER FOR BEVARELSE OG SKABELSE AF NYT I EKSISTERENDE RAMMER OG IMOD NEDRIVNING OG BOLIGER PÅ GRUNDEN.

Baggrund

I Jyllinges gamle landsby har Roskilde Kommune planer om at nedrive byens over hundrede år gamle brugsbygning: Jyllinge Brugs. Dette endskønt Den gamle Brugs gennem årene er ført ajour, og på ingen måde er nedrivningsmoden. Denne underskriftsindsamling skal medvirke til at overbevise Roskilde Byråd om, at det er en bedre ide at lade huset udvikle og blive til et indendørs udsigtshus til glæde og gavn for hele byen.

Underskriftsindsamling for Bygaden 28

Der er allerede indsamlet over 2200 underskrifter både fysisk og via onlineindsamling. Teksten, der skrives under på er den samme, om man har skrevet under via den ene eller anden indsamlingskanal - og underskrifterne bliver på et tidspunkt afleveret samlet til Roskilde Byråd.

Udvikling frem for afvikling af Bygaden 28 i Jyllinge

Den store del af bygningskomplekset – den del, der oprindeligt var byens første Brugs, senere børnehave og Fjordmuseet ( Fjordcenter eller Fjordmuseum ) – er planlagt at skulle rives ned, så der opstår hul i husrækken på Jyllinges gamle bydel ud mod Roskilde Fjord, hvorved fjordudsigten kan ses på et plateau med bænke samt oppe fra indkøbscentrets p-plads.

Tusinder af borgere er imod denne nedrivning, og ser i stedet en unik historisk mulighed for at ’demokratisere’ hele Bygaden 28, så alle kan få del i at leve og opholde sig i de rummelige bygninger, på den store terrasse og i den grønne have med Jyllinges bedste udsigt – om det er indenfor fra vinduerne i bygningerne eller udenfor – året rundt.

Visionen er et sted, der kan komme alle borgere til gavn som kulturhus, aktiv café, forsamlingshus og selskabslokaler. Endvidere kan der finde andre aktiviteter for almenheden sted – fx sundhedsformidling, egnshistorisk formidling og arkiv, naturformidling i relation til Roskilde Fjord (skoletjeneste), turismefremmende aktiviteter m.v.

Sådan kan Jyllinge bedst muligt få skabt sammenhæng mellem by og fjord, fortid og fremtid, natur og kultur – og derigennem nænsomt genskabe liv i landsbyen til gavn for fællesskab og oplevelser.

Følg med via Facebook-gruppen UDSIGTEN i Jyllinge:
https://www.facebook.com/groups/BYGADEN28/#








Luk