Støt Vestsjællands Teaterkreds med din underskrift

Oprettet den 06/10-2024


Støt op omkring Vestsjællands Teaterkreds!

Som du måske allerede har læst i Sjællandske Slagelse på det seneste, er der uro omkring teaterkredsen i disse dage. Der er flere ting i denne sag, som kan få stor betydning for alle teaterinteresserede i Slagelse og omegn.

I mere end 60 år har Vestsjællands Teaterkreds været garanten for, at også borgere på Vestsjælland kan få minderige kulturelle oplevelser, fordi teaterkredsen hvert år har arrangeret gæstespil af forestillinger på højt niveau.

Vestsjællands Teaterkreds har de sidste snart tre år, udover at drive teaterforening, også med succes været forpagter af Slagelse Teater. Som forpagter har foreningen varetaget den daglige drift af Slagelse Teater for Slagelse Kommune.

Nu har forvaltningen i Slagelse Kommune besluttet, at egnsteatret Sjællands Teater (med hovedsæde i Holbæk) skal overtage forpagtningen af Slagelse Teater pr. 1. januar 2025. I den forbindelse har Slagelse Kommune bl.a. indvilliget i, at egnsteatret Sjællands Teater må beslaglægge Slagelse Teater i cirka 8 uger i efteråret 2025 til opbygning af kulisser, prøver og forestillinger. Perioden er den absolutte højsæson, hvor teaterkredsen normalt afvikler 10-12 forestillinger. Teaterkredsen kan fremover ikke påregne at kunne præsentere teaterforestillinger i samme omfang og høje niveau som hidtil.

Vi er en gruppe medlemmer af Vestsjællands Teaterkreds, der er utrygge ved disse udsigter og ikke mindst ved Slagelse Kommunes rolle i forløbet omkring tildeling af forpagtningen.

Hvorfor skulle denne sag afgøres af en gruppe administrative medarbejdere, der ikke en gang er bosiddende i Slagelse? Hvor var politikerne?

Vi er modstandere af, at Teaterkredsens muligheder for et fortsat flot arbejde omkring udbredelse af teateroplevelser på Vestsjælland reduceres væsentligt gennem Egnsteatrets overtagelse af forpagtningen af Slagelse Teater. Vi er naturligvis ikke modstandere af, at Egnsteatret også får husly på Slagelse teater – det kan faktisk blive spændende med et arbejdende teater i lokalerne, og der bør være plads til begge parter – men vi er modstandere af, at Teaterkredsen pludselig skal fjernes fra den rolle, der har været beklædt så godt gennem mange år. Det har ikke været en klædelig proces. Med en massiv bunke underskrifter håber vi at kunne påvirke fremtiden i en fornuftig retning, så:

1. Forpagtningstildelingen afgøres i byrådssalen - og ikke af forvaltningen

2. Egnsteatret får afslag på at anvende teaterscenen til værksted på bekostning af teaterkredsens gæstespil.

Hvis du har det på samme måde som os, kan du give udtryk for dette synspunkt ved at tilslutte dig vores digitale underskriftsindsamling.

Din mailadresse vil ikke være synlig for andre personer

Undlad at sætte kryds i boksen om nyhedsbrev
Luk