Vi studerende på 5. semester, gør indsigelse mod beslutningen om med kun lidt over tre ugers varsel at ændre eksamensformen på Modul 8 fra en hjemmeopgave til en stedprøve.
Gennem hele modulet er undervisningen, vores forberedelse og vores arbejdsformer tilrettelagt med udgangspunkt i, at eksamen skulle være en hjemmeopgave. Beslutningen om at ændre eksamensformen blev meddelt den 6. oktober, midt i semesteret og blot ca. tre uger før eksamen den 3. november.
Vi har ikke haft mulighed for at træne eller forberede os på en stedprøve, og mange har ikke skrevet denne type eksamen siden gymnasiet. Vi har heller ikke fået øvecases, prøveeksamen eller en grundig introduktion til eksamensformatet. Vi mener derfor, at ændringen stiller os urimeligt.
Som begrundelse er der henvist til den hastige udvikling inden for generativ AI. Vi anerkender behovet for at sikre en fair og fagligt forsvarlig eksamen, men mener, at dette kan håndteres på mindre indgribende måder, eksempelvis gennem klare regler for AI-brug, en AI-erklæring eller en mundtlig opfølgning. En eventuel ændring af eksamensformen bør som minimum varsles i så god tid, at vi som studerende har en reel mulighed for at forberede os.
Vi ønsker derfor, at den oprindelige eksamensform fastholdes for dette semester/modul og at en eventuel stedprøve først indføres fra næste semester/modul.
Skriv under, hvis du støtter, at eksamensformen på Modul 8 fastholdes, så de studerende får rimelige og forudsigelige vilkår for deres eksamen.