NEJ TIL BIOGASANLÆG VED TRUNDERUP

Oprettet den 15/03-2026

Nej til biogasanlæg ved Trunderup

Sydfyn Bioenergi ApS (50 % ejet af Sydfyns Bioenergi P/S og 50 % af Bigadan Holding ApS) ønsker at opføre et biogasanlæg med en årlig kapacitet på op til 600.000 tons i området ved Trunderup, mellem Gislev og Kværndrup. Projektet kræver et kommuneplantillæg samt en lokalplan, som skal vedtages af Faaborg-Midtfyn Kommune.

Det anerkendes, at biogas kan være en del af den grønne omstilling. Men placeringen af et biogasanlæg af denne størrelse tæt på boliger, landsbyer samt Trunderup Friskole og Børnehave giver anledning til alvorlig bekymring blandt mange borgere i området.

Placeringen ved Trunderup kan få vidtrækkende konsekvenser for hele området. Vores bekymringer handler bl.a. om:

  1. Konsekvenser for bosætning, lokalsamfund og udviklingen i og omkring området mellem Trunderup, Kværndrup og Gislev
  2. Nærheden til Trunderup Friskole og Børnehave – herunder påvirkning af børns hverdagsmiljø, tryghed, trafiksikkerhed og skolens betydning for bosætning og fællesskab i hele oplandet
  3. Støj, lugt, luftforurening og visuelle påvirkninger
  4. Mulige sundhedsmæssige konsekvenser og påvirkning af livskvalitet
  5. Påvirkning af natur, beskyttede- og truede dyrearter samt grundvand
  6. Værdiforringelse af boliger med konsekvenser for både privatøkonomi og lokal attraktivitet
  7. Øget tung trafik gennem området med konsekvenser for trafiksikkerhed og hverdagsliv i Trunderup, Gislev, Kværndrup og de omkringliggende områder

Der må kunne findes mere hensigtsmæssige placeringer, hvor et biogasanlæg ikke ligger så tæt på boliger, børneinstitutioner og centrale samlingspunkter i et lokalsamfund. Derfor opfordrer vi Faaborg-Midtfyn Kommune til at arbejde for en anden placering af et eventuelt biogasanlæg.

Ønsker du mere viden om sagen eller svar på spørgsmål, kan du finde yderligere information i Facebook-gruppen “Bevar Trunderup og omegn”.

Skriv under og vær med til at sende et klart signal til politikerne.

Jeg tilkendegiver hermed med min underskrift min modstand mod placeringen af et biogasanlæg ved Trunderup, mellem Gislev og Kværndrup.

Luk