NB: TILFØJ BESKÆFTIGELSE UNDER FANEN BY, NÅR DU SKRIVER UNDER
- HUSK AT BEKRÆFTE DIN UNDERSKIRFT OVER MAIL
Som psykologistuderende, psykologer og ansatte på psykologiske fakulteter i Danmark, vil vi ikke fortsat stiltiende overvære overtrædelsen af palæstinensernes menneskerettigheder og dehumaniseringen af det palæstinensiske folk. Vi står stærkt imod en skelnen mellem værdige og uværdige liv. Alle liv er værdifulde.
Lige nu gennemlever det palæstinensiske folk i og udenfor det historiske Palæstina et kollektivt traume. Civilbefolkningen i Gaza lever i det, som Human Rights Watch og FN definerer som et åbent fængsel, og Vestbredden er ulovligt besat af Israel. 14.000 palæstinensere er døde, heraf mindst 5500 børn. Tal, der kun vokser. Hver enkelt af disse børn, unge, og voksne var et menneske med identitet og relationer, håb og drømme.
Ifølge De Etiske Principper for Nordiske Psykologer, har psykologer pligt til at holde sig orienterede og til at arbejde i overensstemmelse med FN’s Verdenserklæring om Menneskerettighederne. Som psykologistuderende og psykologer har vi et særligt ansvar for at vise respekt for menneskets grundlæggende rettigheder, værdighed og integritet. Vi skal anvende vores faglige viden på en måde, som modarbejder krænkelse, udnyttelse og undertrykkelse. Israels fortsatte belejring af Palæstina medfører enorme fysiske og psykiske konsekvenser, som er vidtrækkende i tid og geografi, og vi frygter en stigende forekomst af bl.a. intergenerationelle traumer, posttraumatiske stress-tilstande, retraumatisering og minoritetsstress.
__________________________________________________________________
Vores solidaritet tager udgangspunkt i fire punkter.
1. Det er ikke krig, det er etnisk udrensning: Vi fordømmer Israels besættelse, undertrykkelse og drab af det palæstinensiske folk
Argumentet om Israels ret til selvforsvar bliver en hvilepude hvorpå en humanitær krise kan udspille sig for øjnene af os. Realiteten er, at palæstinenserne bekriges af den samme magt, som indespærrer dem, og ikke har noget militært forsvar. Alle tab af menneskeliv er en tragedie. Danmark skal aktivt arbejde for at standse krigsforbrydelser og folkemord.
2. Brug ord, som indrammer det, der foregår: Den danske medieverden skal udvise ansvarlighed i deres dækning og i deres sprogbrug
Når det gentages af medierne, at ”krigen mellem Hamas og Israel” startede 7. oktober, underkendes og usynliggøres 75-års kolonisering og undertrykkelse af det palæstinensiske folk, og den lidelse, det har medført. Ved at sætte lighedstegn mellem det palæstinensiske folk og Hamas, sker en andetgørende stereotypisering af palæstinenserne, som racialiserer og farliggør særligt den brune mand. Medierne skal ikke følge den israelske regerings koloniale retorik, som dehumaniserer palæstinenserne og derigennem legitimerer volden mod dem.
3. Hold magthaverne ansvarlige: Den danske stat skal opfordre til øjeblikkelig våbenhvile
Regeringen bør anerkende uretfærdigheden i undertrykkelsen af det palæstinensiske folk og fordømme den israelske regerings folkemord og fordrivelse af den palæstinensiske befolkning. Det er nødvendigt for fremtidig heling og lindring. Israel overholder ifølge flere menneskerettighedsorganisationer og EU's formand ikke international lov, og magthaverne skal sige tydeligt fra for at standse katastrofen. Danmark skal derfor stoppe diplomatiske, akademiske og økonomiske samarbejder med Israel. Livsvigtig nødhjælp må og skal kunne blive leveret og distribueret i Gaza.
4. Had avler had: Vi tager afstand fra al islamofobi og antisemitisme
Krigshandlingerne og apartheidpolitikken i Israel-Palæstina øger risikoen for fysisk og psykisk vold mod såvel dansk-palæstinensere og - israelere som danske jøder og muslimer. Det kan medføre en forværring af minoritetsstress hos de berørte grupper. Vi kræver, at regeringen modarbejder diskrimination og hadforbrydelser på dansk jord og tager aktivt afstand fra både islamofobisk og antisemitisk retorik og adfærd. Antizionisme er ikke lig med antisemitisme. Radikal kritik af staten Israels zionistiske ideologi er legitim og nødvendig.
NB: TILFØJ BESKÆFTIGELSE UNDER FANEN BY, NÅR DU SKRIVER UNDER