Rottweilerklubben Midtjylland kreds 17, har siden 1986 lejet arealet linåtoften 20B hos Silkeborg kommune på ca 20.700 m2. Vores nuværende areal kontrakt er gældende frem til 31 januar 2050.
Silkeborg Kommune har modtaget en henvendelse fra Støtteforeningen Linå Friskole, der ønsker at erhverve arealet til opførelse af en friskole. På nuværende tidspunkt er det kun 11.000 m2 de ønsker, men på længere sigt inddragelse af hele vores areal.
Silkeborg Kommunes Økonomi- og Erhvervsudvalg har på møde 10. december 2024 besluttet, at arbejde videre med et salg til støtteforeningen. Salget er betinget af endelig godkendelse af Byrådet. Det betyder for os at vores areal i første omgang indskrænkes og at klubhus og træningsareal vil være forskudt. Rottweilerklubbens areal opsiges og vi skal på længere sigt finde en ny placering. Vi har i 2024 brugt mange kræfter og tømt hele lokalforeningens klubkonto for at etablerer et nyt klubhus. Samlet beløb for omkring 150.000 kr. Igennem årene har vi vedligeholdt arealet og tidligere indhegnet det meste af grunden for 30.000 kr. Derudover er der i 2023 opgraderet banelys for omkring 10.000 kr.
Hele vores nuværende indhegnet træningsbane som i kender den i dag bliver inddraget.
Kommunen er ikke forpligtet til at finde nye arealer til klubben. Derudover er det angivet i vores lejekontrakt at vi selv skal stå for oprydning og nedtagning af ting på matriklen. Det kan i værste fald betyde for os at klubben ophører hvis vi ikke kan finde sponsorat til at flytte klubhuset og finde nye arealer.
Salget skal i høring i byrådet i Februar måned. Vi har indtil d. 12 januar til at komme med bemærkninger og indsigelser til dette. Vi har selvfølgelig tænkt os at kæmpe for vores areal og håber på at en underskrift indsamling kan understøtte dette.
Rottweilerklubben Midtjylland er en af rottweilerklubben Danmarks' største kredse. Hvert år afholder klubben seminar, kurser, udstilling, prøver mm. der gavner og fremhæver rottweilerens kendskab og indvirkning.