Nej tak til får på grønt rekreativt byzone-område i Skalborg.
Oprettet den 08/07-2024
I løbet af TV2 Nord’s nyhedsudsendelse d. 24. juni opdager vi, at der skal udsættes får på bakken og et stort grønt areal mellem Lerkenfeltvej og resten af Digterkvarteret. Vi kontakter straks René Ågensen, som bor på Lerkenfeltvej, og som vi har hørt på TV. Kun han og andre, hvis grund grænser op til det grønne område, har fået besked. Alle vi andre, der har det grønne område som ”baghave” er ikke blevet informeret.
Jeg starter denne underskrift indsamling, da jeg ikke mener, det er i orden at sætte får ind i byzonen.
Her er kommunens egne ord om det grønne areal ”3.6.R3 Lerkenfeltparken”.
(Findes under Kommuneplan og derunder Kommuneplanrammer)
”MÅL:
Målet er at sikre området, som rekreativt areal, der trækker Drastrupkilen ind i Skalborg.
Det er også et mål at understrege oplevelsen af overgangen mellem bakke- og englandskab og samtidig fremhæve overgangen mellem by og land.
Der lægges også vægt på at beskytte naturkvaliteter og skabe rekreative muligheder for Digterkvarteret.
ANVENDELSE:
Området skal anvendes, som nærrekreativt areal for Digterkvarteret, og som pause og udsigtssted langs Hærvejsruten.
Der er etableret en foreningsbaseret legeplads på dele af området.”
Kommunen modsiger sig selv og dets mål, hvis de sætter en indhegning op rundt om hele området, da det fuldstændig ødelægger det rekreative område. Lågerne man går ind og ud af, larmer sikkert, når de går i. Ingen har lyst til at gå tur med sin hund i får-efterladenskaber. Jeg har ikke hund mere, men vi er mange, der går ture hver dag hen over bakken, og står og nyder udsigten på højen. Der mødes vi også og fyrer nytårsraketter af. Børnene fra hele området vil ikke kunne kælke på bakken, som de plejer at more sig med i sneen, for så kører de ind i et hegn.
Vi taler om familier fra Digterkvarteret, Lerkenfeltvej og faktisk ned på den anden side af Hobrovej, der benytter sig af den skønne grønne plet vi har midt her i Skalborg. Vi har nok af trafiklarm fra Hobrovej og Nibevej, og vi har selv valgt og bo i det. Men vi har også valgt at bo tæt på et skønt grønt område, som er Skalborgs eneste grønne åndehul på denne side af Ny Nibevej.
Kommunen skal nu give sig selv dispensation for at få får ind i en byzone. Jeg elsker dyr, men i det her tilfælde ødelægger kommunen - med får og et hegn - et skønt rekreativt åndehul for Skalborgs borgere.
Selvfølgelig skal vi passe på naturen, men skal det være på bekostning af mennesker?
Er planter vigtigere end borgernes glæde over vores skønne grønne område, der bruges af borgere i alle aldre. Biodiversitet lader til at være vigtigere for kommunen, end borgernes ve og vel. Men de kan dispensere sig ud af det, og så bliver det på vores bekostning, alle os, der bruger det område dagligt.
Jeg er oprigtig ked af at hele området indhegnes og ingen kan bruge det område mere, hvis kommunen får ”trumpfet” det her igennem. Det lader desværre ikke til at kommunen ønsker borgernes mening om sagen, for så havde vi alle fået en besked.
Men lad os ikke give op, og lad os gå demokratiets og fornuftens vej, ved at samle en masse underskrifter, der lader kommune opleve, at vi ikke er ligeglade med at vores hverdag forandres så drastisk – noget vi ikke har bedt om, eller er blevet spurgt om.
Hilsen Anja Due, Lerkenfeltvej 22, 9200 Aalborg SV