Kasper Kragelund er endnu en af de mange danskere, der har fået afvist at bo med sin ægtefælle i Danmark til trods for at familien er 100% selvforsynende og ikke vil være til nogen som helst skade for det danske samfund. Tværtimod så har Kaspers mange årige forretning i Danmark skabt mange arbejdspladser og drift.
Vi vil gerne have at udlændingstyrelsen kikker nøje på denne sag og giver Kasper ret til at bo i Danmark med hele familien. Vi vil også gerne have politikkerne generelt til at kikke på lovgivningen, så lovlydige udenlandsdanskere kan vende tilbage til Danmark med deres ægtefælle til gavn for det danske samfund.
Kasper skriver:
"Så er der 5 dage til jeg og familien skal forlade landet.
Sagen er ret simpel. På https://www.nyidanmark.dk/…/Op…/arbejde/beloebsordningen.htm skriver Udlændingestyrelsen ”Udlændinge, som er tilbudt arbejde med høj løn, har særligt let adgang til det danske arbejdsmarked. Der stilles ikke særlige krav til uddannelse, erhvervsområde eller stillingens præcise karakter.”.
Der er 30 dages garanteret behandlingstid på den ordning – vi har ventet 60 dage pga opfølgende spørgsmål om vores økonomiske formåen. De kunne ikke finde nogen huller og begrunder i stedet afslaget med (ordret):
• at du ikke har en relevant uddannelse eller arbejdserfaring som General Manager, idet du alene har 12 års skolegang fra folkeskolen,
• at du er i familie med din arbejdsgiver – I er gift og har to børn,
• at du er tilbudt en månedlig bruttoløn på 35.000 kr., der netop betyder, at du lønmæssigt vil kunne blive omfattet af beløbsordningen, og at den tilbudte løn forekommer høj henset til din alder, og den manglende relevante uddannelse og erfaring
Så Udlændingestyrelsen skriver selv at der ikke er særlige krav til uddannelse/erfaring/stilling og afviser så med henvisning til netop det. Det må være lovbrud/fejlbehandling!
Så skulle man forestille sig at der var en klagemulighed, men afslaget afsluttes med ”En klage i sig selv giver dig ikke ret til at blive i Danmark under klagesagens behandling. Du skal derfor udrejse af Danmark 16. juni 2017.”
Jeg kan godt finde ud af at læse love, regler og kontrakter og valgte Beløbsordningen, da det er den løsning Udlændingestyrelsen anbefaler som den letteste – og koster mest i skat. Det tænkte jeg var en god løsning, da familiesammenføringsprocessen er lang og ydmygende.
Ikke den hjemkomst til mit elskede fædreland som jeg havde forventet. Findes det land overhovedet mere?"
Mange tak for jeres underskrifter - de varmer!