Hospitals- og sundhedspersonale for våbenhvile i Gaza

Oprettet den 03/11-2023

Formålet med denne underskriftsindsamling er, i fællesskab som personale i hospitals- og sundhedssektoren, at råbe vores regering op og få dem til at handle på den humanitære katastrofe vi ser udspille sig for øjnene af os i Gaza i øjeblikket. 


Vi står i solidaritet med vores kollegaer, og de mennesker de forsøger at passe på, mens de udsættes for daglige angreb på både deres krop, hjem og arbejdsforhold. 


Nedenfor er udformet en erklæring der, ved underskriftindsamlingens ende, vil blive sendt til statsministeriet og udgivet offentligt. Med dette håber vi, i samarbejde med mange andre faggrupper og civile initiativer, at kunne lægge et pres på vores politikere til at kunne sætte arbejde igang for at sikre våbenhvile og adgang til nødhjælp og medicinsk udstyr i Gaza og på Vestbredden.


Erklæringen lyder som følger: 


Som ansatte på de danske hospitaler og sundhedsinstitutioner er vi velbekendte med hvor meget arbejde det kræver at koordinere sundhedsindsatser. Vi arbejder mange faggrupper sammen, herunder:Rengøringspersonale, bioanalytikere, portører, sosu-assistenter og hjælpere, sygeplejere, plejeportører, radiologer, sygeplejersker, fysioterapeuter, ergoterapeuter, køkkenpersonale, læger, farmakonomer, farmaceuter, radiografer, teknisk personale, sekretærer og øvrigt administrativt personale, FADL vagter og gangvagter, psykologer, jordemødre, paramedicinere, ambulancebehandlere og socialfagligt personale. Vi kender alle til vigtigheden af at holde hospitalerne og vores arbejdspladser sikre for at kunne udføre vores arbejde og passe på syge og tilskadekomne mennesker.

Af samme årsag har det den sidste måned været uudholdeligt at være vidner til de rædsler civilbefolkningen og sundhedsarbejdere inden- og udenfor hospitalerne har været udsat for i Gaza. 

Som personale i sundhedssektoren er vi bekymrede over den danske regerings støtte til disse angreb. På hospitalerne i Gaza udfører man i øjeblikket operationer med pandelamper grundet manglende strøm, uden anæstesi og med eddike som desinfektion, patienter på intensivafsnit risikerer at få slukket for livsnødvendig behandling, herunder respiratorer, og ambulancer kan ikke rykke ud til de sårede og dræbte pga manglende brændstof.  Kejsersnit udføres uden bedøvelse og mængden af præmature spædbørn født ved kejsersnit er stigende, da hospitalerne ikke kan varetage svangreomsorgen.

Alt dette sker under den kontinuerlige trussel om og reelle bombninger af selve hospitalerne.  Årsagen til dette er ikke en naturkatastrofe eller en uforudsigelig pandemi, men udføres med fuldt overlæg af den israelske hær, på baggrund af beslutninger taget af den israelske regering. Ovennævnte handlinger som civilbefolkningen og sundhedspersonalet udsættes for er anerkendte som krigsforbrydelser ved Geneve konventionen, og er på baggrund af beslutninger taget af mennesker, og kan derfor også stoppes.  I skrivende stund er dødstallet på civile i Gaza over 9000 (al jazeera 2.nov 2023), og kommer til at vokse så længe bombardementer og evakueringsordrer fra Israel står på. Som hospitals- og sundhedspersonale ser vi magtesløse til, at vores kollegaer i Gaza kæmper modigt og fagetisk for at reducere den skade som bombardementerne forårsager, alt imens de oplever de værst tænkelige krænkelser af deres arbejdsforhold og menneskerettigheder.

Sygeplejersker, SoSu-assistenter og hjælpere, læger mv. har etiske retningslinjer som der arbejdes efter og som guider den faglige praksis, herunder de sygeplejeetiske retningslinjer og lægeløftet, som begge foreskriver at mennesker behandles med respekt for personlig autonomi, og der handles i overensstemmelse med principperne for skadesreduktion og bevarelse af liv, og vi ved at vores kollegaer fra andre faggrupper arbejder ud fra lignende principper.

Dette brev er en appel fra hospitals- og sundhedspersonale til den danske regering om at tage ansvar og forpligte sig til at arbejde for følgende krav:
- Øjeblikkelig våbenhvile
- Fri passage for nødhjælp, herunder medicinsk udstyr og sundhedsfagligt personale

Vi stiller os solidarisk med vores kollegaer i Gaza, og ovenstående er den mest konkrete måde denne solidaritet kan komme til udtryk på.

Tak for din underskrift!


Luk