Bevar Roskilde Fjord som rekreativt område

Oprettet den 05/09-2025 Naturstyrelsen (NST) vil forbyde windsurfing på Roskilde Fjord Forbuddet vil ramme de to mest befærdede områder af fjorden – dér hvor der i forvejen er masser af både, joller, kajakroere, vikingeskibe og gående langs kysten. Der hvor der er tre lystbådehavne og masser af bebyggelse helt ned til vandet. NST ønsker forbuddet indført, selvom de selv erkender, at fuglene har det godt på fjorden. Der er ingen truede arter, og undersøgelser viser stabile bestande. Der findes heller ingen undersøgelser, der peger på, at netop windsurfere skulle være et problem på de områder af fjorden hvor NST ønsker at forbyde windsurfere. Forbuddet er derfor ikke fagligt begrundet. NST er forpligtet til at inddrage klubber og foreninger omkring fjorden, men indstillingen er lavet uden at høre de klubber, der rammes mest – især Jyllinge og Veddelev Surfklubber. NST har dog hørt Dansk Ornitologisk Forening inden indstillingen blev lavet. Der findes ingen rapporter, der specifikt peger på brætsejlads som en trussel mod fugle på fjorden. Der er derimod rapporter der peger på, at det i lige så høj grad er al menneskelig aktivitet, der kan påvirke fuglelivet. Så hvis målet er at beskytte fuglene, så nytter det ikke noget kun at forbyde windsurfing, da der forsat vil være massiv trafik af joller, både, kajakker m.v. Hvis forslaget skal give mening, bør det derfor bekymre alle, hvad NST kan finde på næste gang. Skal fjorden være en kulisse – nok se, ikke røre? NST’s forslag vil helt sikkert medføre lukning af Jyllinge Surfklub og måske også af Veddelev Surfklub. NST’s forslag er meget vidtgående, ikke baseret på faglig viden og lavet uden at høre klubberne ved fjorden. Vi vil gerne beskytte naturen og fuglene. Vi har konkrete forslag til løsninger, der virker. Forslag som beskytter de store dele af fjorden hvor der er lavvandede områder, masser af øer og holme og mange fugle. Forslag der beskytter fugle uden at ødelægge vigtige rekreative aktiviteter. Der skal være plads til os, til klyden, til svanen – til alle. Vi arbejder for, at NST’s forslag ikke bliver gennemført. Og vi har allerede bred støtte fra klubberne omkring fjorden – VSB, Roskilde Sejlklub, Jyllinge Sejlklub, Roskilde Roklub, Campingpladsen m.fl. Bevar fjorden for alle – skriv under og del linket: https://www.wechange.dk/indsamling/bevar-wind-og-kitesurfing-p-roskilde-fjord-1410 Med venlig hilsen Jyllinge Surfklub & Veddelev Surfklub


Luk