Bevar det levende Sydhavn - nej til ødelæggende byudvikling
Oprettet den 06/05-2025
Bare fordi man er gået i gang med noget forkert, betyder det ikke, at man ikke kan stoppe op. Det er netop nu, vi skal gøre det – trække i håndbremsen og gentænke, hvad god og bæredygtig byudvikling egentlig betyder. For det, der lige nu sker på Bådehavnsgade i Sydhavnen, handler ikke om udvikling – det handler om afvikling af noget helt særligt.
Der lægges planer om brede veje og tung trafik midt gennem grønne områder. Genbrugsstationen skal fjernes. Stemningen, miljøet og de menneskelige fællesskaber risikerer at forsvinde, hvis det her får lov at fortsætte. Og det rejser et afgørende spørgsmål: Hvad er egentlig
værdi?Er værdi kun noget, der kan måles i kroner og ører – i antal kvadratmeter byggeri og trafikafvikling? Eller kunne værdi også handle om livskvalitet, fællesskab, kreativitet og bæredygtighed? I det gamle Sydhavn findes netop sådan en værdi. Den skal mærkes og opleves.
Tag Genbrugsstationen. Her er ikke kun containere og sortering. Her er et levende, visionært sted – en symfoni af samarbejde mellem lokale beboere, ansatte og frivillige. Her samles iværksættere, kunstnere og foreninger i et fælles projekt om at gentænke vores måde at bruge materialer, ressourcer og rum på. Her kan mennesker skabe og gendannes.
Og vi er ikke færdige. Tværtimod – vi er kun lige begyndt.
Derfor spørger vi: Skal endnu et unikt sted i København presses fladt af ensformig byudvikling? Skal de mennesker, der allerede bor og arbejder her, fortrænges af endnu flere boligblokke og trafikløsninger, som ikke tager hensyn til hverdagen og fællesskabet?
Tænk hvis vi i stedet turde skabe en anden slags udvikling. En udvikling, der bygger videre på det, der allerede spirer. En udvikling med plads til både mennesker, materialer og mening. En udvikling, der tager alvorligt, at København vil være verdens grønneste by – og at der handles derefter.
Mennesker fra hele verden besøger i dag Genbrugscenteret i Sydhavnen for at lære om deres måde at tænke affald og cirkulær økonomi på. Tænk hvis det kunne fortsætte. Tænk hvis vi turde passe på det, vi har. Tænk hvis vi turde tænke nyt – rigtigt nyt.