Bedre arbejdsmiljø i folkekirken

Oprettet den 29/03-2022

Bedre arbejdsmiljø i folkekirken

Vi – menigheder, medarbejdere og præster - vil et bedre arbejdsmiljø i folkekirken, ikke kun i ord men i handling.

Vi forstår lige så godt som alle andre, at hvor der er mennesker, er der også konflikter, men selv den bedst fungerende arbejdsplads kan hurtigt komme ud i konflikter… og så slider man altså på hinanden over tid. Mange steder i folkekirken er arbejdsmiljøet i orden, men det er mest på grund af selvledelse og store mængder af god vilje. Alle andre sektorer/ /institutioner/virksomheder har instanser eller personer ude fra, der har beføjelser til at træde til og løse konflikter, når de er vokset os over hovedet. Det har vi ikke i folkekirken!

Vi lever til dagligt med, at folkekirkens ledelsesvakuum påtvinger os en tavsheds-, manipulations- og mobbekultur. Prioritering og ledelse er uundgåelig, men når der ikke er et ordentligt og transparent ledelses hierarki, bliver man både offer og gerningsmand/-kvinde i endeløse personprægede konflikter med ufine metoder.

Vi anser det for vitalt, at øvrige medarbejdergrupper i folkekirken ud over præster og provster bliver inddraget fuldt ud. Folkekirken er en treenighed, og ingen kirke uden alle tre sider i trekanten menighedsråd, præster og medarbejdere. Vi opfordrer til, at alle parter i den kommende proces er mere selvkritiske end kritiske. Har man fået magtbeføjelser, som man faktisk ikke kan administrere? Optræder man tilstrækkeligt loyalt over for folkekirken som arbejdsgiver? Er man som fast ansat i folkekirken blevet privilegieblind?

Vi tror på, at der kan findes løsninger så man ikke mister folkekirkens lokale forankring, men samtidig får en tidssvarende organisation. Vi anser det for urimeligt, at man som frivillig i et menighedsråd tit ser sig nødsaget – ”nogen skal jo gøre det” - til at overtage ledelsesposter i en virksomhed, som man ikke kender noget til. En pænt gammeldags virksomhed, hvor man ikke selv er til stede i det daglige. Vi ønsker, at et menighedsråd fleksibelt og frit kan vælge om det selv vil være arbejdsgiver eller vil overlade den rolle og andre opgaver til provstiet, uden, at det skal ske i samarbejdsform med urimeligt tids- og ressourceforbrug for helt almindelige frivillige.

Vi erkender, at alle vi, der har skrevet og kommer til at skrive under, har indbyrdes forskellige og måske til en start uforenelige holdninger til struktur og ledelsesforhold, men vi vil alle folkekirken det bedste og står sammen i kravet om et bedre arbejdsmiljø og opgøret med kirkens ubestridelige ledelsesvakuum – på den ene eller den anden måde

Vi vil, at vores ledere og organisationsrepræsentanter nu går sammen med kirkeministeren om nye veje og nye løsninger. Vi kan ikke leve med, at man om 25 år må sige, at nu har folkekirken talt og skrevet om arbejdsmiljø i 50 år uden, at der er sket noget.

På vegne af en gruppe af menighedsråds- og provstiudvalgsmedlemmer

Mogens Slot Nielsen
Menighedsrådsformand
Tune Sogn, Greve

Luk