Autocamperpladsen på Østerby Marina er i høring

Oprettet den 27/01-2023

Den ulovlige Autocamperplads på Østerby Havn vil Læsø Kommune nu forsøge at lovliggøre med et tillæg til lokalplan 2.08.

Vi er mange, der er utilfredse med kommunens håndtering af sagen, og derfor vil vi bruge vores ret til at komme med indsigelser til det nye tillæg.

Alle underskrifter er anonyme!

Så skriv under, hvis du kan nikke genkendende til et eller flere af følgende udsagn:

JEG ER UTILFREDS MED

·  at autocamperpladsens etablering ikke har været sagsbehandlet korrekt i kommunen, der findes kun et lille notat fra et udvalgsmøde d. 13/9 21: ”… desuden tilføjer et ændringsforslag vedr. Autocamper-parkering”.

·  at der ikke har været nabohøring

·  at Læsø Kommune siger, at de ”bare” flytter autocamperpladsen fra den ene side af vejen til den anden side. Den første autocamperplads blev startet i 2014 som et forsøgsprojekt med plads til 3 autocampere på en grusplads uden dikkedarer, og det er der aldrig blevet ændret på.

·  at der ikke har været noget budget over etableringen.

·  at pladsen har kostet 337.400 kr. uden moms ud fra de regninger, kommunen har kunnet grave frem. Dertil knap 60.000 uden moms til 13 lamper. Der mangler stadig regninger for: el-standere, etablering af bom, el-førelse i jord, reservationsmærker og skiltning, græslægning, fliser og blomsterkummer

·  at arbejdet ikke har været i licitation

·  at vores p-plads med udsigt over havet nu gøres kommerciel

·  at der er sat bom op

·  at der er opsat 13 lamper på pladsen, der lyser ud til siden og opad, selvom der på toiletbygningen er 6 lamper i forvejen samt gadebelysning. Der er tale om kraftig lysforurening.

·  at man ikke kan stole på en lokalplan, når kommunen efter etableringen bliver nødt til at lave et tillæg for at lovliggøre pladsen

·  at autocamperne i stor stil har fået lov af havnefogeden til at bruge pladsen som en campingplads med flere dagens ophold.

·  at Læsø Kommune konkurrerer med private næringsdrivende. Østerby Campingplads ligger under 1 km væk.

·  at man ikke har fulgt bestemmelserne i lokalplanens § 8, hvor der står, at der ud mod Smedievej skal ”udlægges et 5 meter bredt areal til beplantning bestående af rosa rogusa, havtorn, bjergfyr eller lignende”. I stedet står der nu et hegn af plastik.

·  at Læsø Kommune ikke overholder reglerne for etablering af så dyr en opgave. Økonomiudvalget har bevilget 150.000 kr. til opgaven, og resten skal tage over havnens budget. Det er et beløb på omkring 350.000 kr. Det må en kommune ikke give tilladelse til, da det er for stort et beløb.

·  at man skilter med, at der er tale om en CAMPINGPLADS til autocampere, selvom man påstår noget andet

·  at man i betalingsautomaten ved havnefogedens kontor kan betale for lige så mange nætter, som man ønsker. Pris pr. nat er 220 kr.

·  at man bruger så mange af vores skattekroner på noget, der både er uigennemskueligt og ulovligt


Kommentarer

Luk