Klima på Skema

Oprettet den 01/02-2021

Hvad kræver vi?

FridaysForFuture kræver at klimaundervisning indføres i grundskolen gennem tværfaglig undervisning, der dækker alle fag. Derudover ønsker vi en projektuge, hvor der dykkes ned i klimarelaterede emner
Undervisningen skal tilpasses klassetrin, så eleverne ikke udsættes for klimaangst, og i stedet bliver robuste og handlingsorienterede frem for at miste håbet. 
Lærerne skal være kvalificerede til at undervise om klimakrisen. Det skal ske gennem en ændring af læreruddannelsen, samt efteruddannelse af færdiguddannede lærere.


Hvorfor kræver vi netop dette?

Ved at få indført klimaundervisning gennem tværfaglig undervisning, vil vi sørge for, at alle klimakrisens mange aspekter kan undersøges og gås i dybden med. Klimakrisen er omfattende og handler ikke kun om drivhusgasser, og grafer med stigende temperaturer, men også om ulighed, magtstrukturer og meget mere. Den bedste måde at tage stilling til noget, er ved at forstå det bagvedliggende. For at kunne reagere på klimakrisen, skal børn og unge, da de kommer til at leve med krisen, have mulighed for at kunne forstå klimakrisen og få værktøjer til at handle på den. 

I sin seneste temperaturmåling spurgte Concito desuden om behovet for at sætte klimaet på skoleskemaet. I 2018-målingen svarede 99% af alle de 18-29-årige, at det er nødvendigt at tilbyde unge en uddannelse, som klæder dem på til fremtidens udfordringer.


Derfor kræver vi i FridaysForFuture, at klima bliver sat på skoleskemaet.

Kommentarer

Luk